.... Er jeg på vildspor?

Nogle gange kan man føle sig vildledt på den vej men ellers var så sikker på nok skulle åbne sig for en. Man vader afsted med synet fastlåst mod horisonten, imens man skimter fremadrettet efter det man så stærkt troede ville komme. Det lader vente på sig og hvert skridt bliver tungere og tungere og håbet svinder ud. Skulle man stoppe op, søge andre muligheder i det område man står i? Man mærker jorden under ens såler imens man føler den lune vind strejfe ens hår. Jeg ser mig omkring. Stedet er dejligt, folk er smilede og alt i alt føler man sig godt tilpas. Men øjnene finder dog stadig hen ad vejen, mod hoisonten og man bliver overvældet af håbet om at nå frem til det der venter på en. Spørgsmålene tårner sig op i hovedet. Bør jeg gå? Løbe? Give alt man har i sig? Lade hver en lille celle i kroppen som higer efter målet give alt det kan? Drømmen som før virkede så fandens klart er nu et sløreret billede af hvad der efterhånden ikke længere er muligt. Man mærker stikket i hjertet, når man i så mange år har troet så inderligt på at det man søgte nok skulle komme til en. Det som har været det eneste sikre og faste holdepunkt for en på en ellers usikker vej.. Jeg ser mig omkring, er dette mon istedet min destination? Er det her jeg hører til.. Er jeg... Er jeg hjemme? Eller er jeg for sent på den? Var det en drøm? Skal jeg stoppe op? 

  Jeg mærker sveden på panden og en tung følelse omklamre min brystkasse. Jeg har lyst til at skrige, gøre det der engang ventede på mig, opmærksom på at jeg stadig er igang med min søgen. At jeg ikke har givet op. At det der venter ikke må opgive mig, for jeg har brug for et stærkt holdepunkt. Det holdepunkt som altid har været mit mål. Jeg mærker smerterne i mine ømme fødder imens jeg forsætter min tur. Jeg ser små glimt længere fremme, men ligemeget hvor hurtigt jeg bevæger mig frem, er det stadig langt væk. Jeg mærker magtesløsheden snige sig ind på mig. Jeg sætter tempoet op, løber, flygter og skriger.... "Vent på mig.. Jeg er på vej... Vent". Min stemme kvæles i gråd og smerte.. Jeg falder.. Mærker den hårde og varme asfalt på min kind. Jeg prøver at få vejret og løfter stille hovedet. Kaster endnu et blik fremad og visker for mig selv "hvordan skal jeg kunne rejse mig gang på gang, og på ny stole på at du ikke lader mig falde igen" jeg lader hovedet falde tungt til jorden imens jeg lukker øjnene, visker stille "Alt er stille, lyset slukkes, var fanget i en drøm der var en illusion. Forrådt af det... Forrådt af mig"